Skip til hoved indholdet
    Hjem Velkommen

Velkommen

Her finder du praktiske informationer og andre nyttige oplysninger, når du og dit barn er ny i institutionen.

Vi glæder os altid til at byde nye familier velkomne.

Og for os er det vigtigt, at børnene får en god og tryg start.

Hvad enten man starter i vuggestue eller børnehave.

Det er altid børnenes behov, vi først møder.

Det betyder også, at vi tager opstartsperioden meget alvorligt, og vi vil til enhver tid gå langt for at møde det, vi vurderer, børnene har brug for. – I samarbejde med jer forældre.
Derfor er det heller ikke muligt at lave en manual for indkøring, da alle børn og familier er forskellige.

Men vi har dog en klar holdning til, at man som nyt barn i Grønhøj ikke lades alene uden sine forældre de første 2-3 dage.

Derefter finder vi en fælles retning for, hvordan vi vurderer, at vi skaber de bedste betingelser for, at barnet skal blive trygt ved at være hos os.

Den første dag kalder vi en ”hilse-på-dag”.

Det er her vi møder hinanden for første gang, og barnet kan se hvem vi er – og omvendt.

Når I ringer ned til os inden barnets start, aftaler vi et tidspunkt for, hvornår på dagen I skal komme.

I som forældre er sammen med jeres barn hele tiden. Barnet må meget gerne undersøge vores verden alt det, det har lyst til.

Men som forældre er I i nærheden, så barnet altid kan komme tilbage og få trøst og tryghed, hvis det får brug for det.

Barnets anden dag vil være nogenlunde det samme. Måske øger vi tiden lidt.

På tredjedagen vil barnet måske spise med – stadig sammen med jer forældre.

På de første tre dage vil vi have brug for at lære en masse om jeres barn, så vi har de bedste forudsætninger for at kunne møde barnet i dets behov.

Efter tredjedagen vil det være personalets vurdering – sammen med jer forældre – hvordan resten af opstartsperioden skal se ud.

Før man vælger Grønhøj skal man vide, at vi tager vores arbejde med børn meget alvorligt, og derfor kan vi godt være meget insisterende omkring forhold, vi oplever som afgørende for børnenes trivsel. Vi har velovervejede holdninger til pædagogik og til børns udvikling.

Vi vil alle vores børn det bedste, og derfor vægter vi forældresamarbejdet utrolig højt.

For det er kun i samarbejde med jer forældre, at vi kan skabe de bedste rammer for jeres børn.

Vi anbefaler, at I kommer ned og besøger os, hvis I overvejer at skrive jeres barn op hos os.

Det er nemlig altafgørende, at I vælger ud fra, hvad I oplever og mærker, når I fx er på rundvisning eller på besøg.

I skal mærke efter, om I ville have lyst til at lade os tage os af jeres barn.

Det er første forudsætning for, at jeres barn ville kunne trives hos os.

Og så er man altid velkommen til at ringe og tale med os.

Alle spørgsmål er velkomne!

I Vuggestuen:

I Grønhøj er der madordning i vuggestuen. Det betyder, at vi har en ”madmor”, der laver dejlig mad til os.

Børnene får en let morgensnack omkring kl. 9. Det kan være brød, frugt og/eller grønt.

Cirka kl. 10.45 spiser vi frokost. Der bliver i ugens løb serveret både varme og kolde retter.

Retterne er meget forskellige og byder på alt fra fisk til fugl og frikadeller.

Måltiderne struktureres altid ud fra børnenes ernæringsmæssige behov.
Vi har et sølvmærke i økologi, hvilket betyder, at 60-90% af vores mad er økologisk.

Kl. 14 tilbydes børnene en eftermiddagssnack. Også her er der mange varianter, både varm og kold mad.

For os er det vigtigt, at børnene får lov til at opleve maden på deres egen måde.

Vi lægger vægt på at børnene får lov til at bruge sanserne ved måltiderne. Det er den allerbedste måde at blive madmodig på. Og det giver de bedste forudsætninger for, at børnene lærer, hvad mad gør ved deres krop. – Hvordan føles det at være sulten, at være mæt, hvad sker der, når man putter kartoflerne i mælken eller laver bobler, når man drikker, så man får vand i næsen?

I Børnehaven:

Frokosten i børnehaven starter ca. omkring kl. 11, og børnene har selv madpakker med.

Det er vi rigtig glade for, for så kan vi selv strukturere vores dag.

Vi kan tage på lange ture og tage madkasserne med, eller vi kan spise tidligt, hvis vi kan se, at det er det, børnene har brug for.
I Grønhøj må børnene spise af deres madpakker, når de vil (stort set).

Ved selv at lade børnene sige til og fra, når de er sultne, hjælper vi dem til at lære deres kroppes signaler at kende.

Kl. 14 samles børnene for at spise frugt. Også frugtmåltidet har børnene med hjemmefra.

Alle børn får udleveret en frugtpose, som de selv kan tegne på og dekorere. Og som de selv kan genkende ned til mindste detalje.

Morgenmad:
Der serveres morgenmad hver dag fra kl. 06.45-07.30. Her vil børnene kunne få fx havrefras, frugt, ristet rugbrød eller hvad vi nu finder på.

Daginstitutionen Grønhøj
Mølleholmen 1, 2630 Taastrup

Telefon: 43 35 33 70
e-mail: Groenhoej@htk.dk

Leder: Stine Turman Munk
e-mail: stinemu@htk.dk

Mandag - fredag: 
Kl. 6.45 - 17.15

Lukkedage